50

Præsentation af mig selv

Jeg hedder Ivan Andersen og  bor sammen med min kone i Krejbjerg v. Skive, men jeg kommer oprindeligt fra Løgstrup og har gået på Viborg Katedralskole.
Er læreruddannet og har undervist i skiveområdet, sidst på Friskolen i Skive. Nu pensionist, bruger meget af min tid på at hjælpe ekstremt fattige og udstødte Romaer i Rumænien, blandt andet ved at sende tøj og andre genbrugsting derned (se evt. her: www.craica.dk). Alle indtægter fra mine foredrag går til transport af disse genbrugsting.

 


Fødselsdagskomsammen 12-01-2019

Lad mig starte med lidt knækprosa:

Det her har jeg ligegodt ikke prøvet før;
14 damer – bare damer!
Nå, men det går jo nok.
Bare vi ikke føler os krænket.

…Det er nu også rart at blive lidt krænket
af og til
som da min skønne elev, Sofie,
fuldstændigt spontant,
uden at få lov, slog armene om min hals
og gav mig en ordentlig knuser.
Den var der straks: ‘me too’.
Men heldigvis var min krænkelsesparathed så stor
at jeg overgav mig.
For hun synger nu også så dejligt!

Jamen, så siger jeg tak, fordi jeg måtte komme.
Og så lige til kaffetid!
Med friskbagt kringle, tænker jeg.

Her skal jeg altså diske op med nogle banaliteter.
Og navlen er vist noget af det mest banale, der findes.

DER starter vi.

Faktisk med uddannelsesministerens.
Knægten havde ikke fået skjorten ordentligt i bukserne
ved dronningens nytårstaffel.
Aha! Jaså: Selv han har en navle.
Men piller han i den?
Eller nøjes han med at beskue den?
Se det fortæller historien ikke noget om,
så kan vi frit fabulere!


Om livet inden for navlen
Narcissus forelskede sig så meget i sit eget spejlbillede – og altså i sig selv, at han sygnede hen og efter ham stod narcissen, påskeliljen tilbage.
Narcissismen, selvoptagetheden, har gode kår i dag.
Sociale medier: FB- og Instagram-selfies, Youtube videoer, reklamer, mode
(mange børn vil ikke i bad sammen)
Selvrealisering: Mindfulness, yoga, terapi, selvhjælpsbøger (-udsendelser, -kurser….), Selvhjælpsgrupper, wellness, karriere/stil/image…………..
Hvorfor netop i disse år?
Stort forventningspres fra omgivelserne.
“Smitte” via soc. medier

Jeg kan huske, når min bedstefar havde gæster, hans oldgamle søskende, fætre og hvad det nu var, så snakkede de kun om sygdom – sådan oplevede jeg det i hvert fald. Og lidt om tidernes forfald og hvordan alting var bedre i de gode gamle dage. Navlebeskuende, også de!

Sproget – borger/forbruger


Der gås meget

Vi går til fodbold
til keramik
til politiske møder
til svømning
til sløjd
– vi går til

Vi går på kursus
på med krum hals
på hinanden
hinanden på
på tværs
på røven
– vi har gå-på-mod

Vi går over stregen
over gevind
over åen efter vand
overalt
– vi overgår hinanden

Om vi nu gik lidt til og fra
lidt stille med dørene
lidt til hånde
lidt mindre
– så undgik vi
at slide benene op fra hovedenden


Om livet uden for navlen

Dette kunne være budskabet til os alle:
“Det er her vi har det STORE liv, det der blomstrer! Gå på jagt i dét og forelsk dig i det, og du blomstrer!”

De store fortællinger:
Før: bibelske, græske, kinesiske…. de store gamle kulturers store fortællinger
Nu:
Big Bang (Georges Gamow m.fl.) – kulturaften på friskolen: Isabella koreograferede “BigBang”
Evolutionen (Charles Darwin)
Den tekniske revolution (H.C.Andersen: Om Tusinde År)
Minik Rosing: Første betydende liv: 3,8 mia. – LIVET HAR UDFORMET GEOLOGIEN
DNA/genetikken (genomer, dna-tests, grønne grise, ‘morgendagens GenEtik’, gm-fødevarer)
Informationsteknologien (internettet, robotter
(Cellen, Maria)

Om at undersøge livet uden for navlen:
Minik Rosing + Per Kirkeby: naturvidenskab og kunst mødes
Mille Kalsmose: Lys–> undersøger verden.


morgendagens
GenEtik
i pluk (1987?)

Da gendrivning er blevet en populær hobby,
var der på Herningmessen i år fire genstande.

Danmarks Radio vil i pagt med tiden øge antallet
af genudsendelser.

Genier fra Københavns Universitet forsøger at
fremskaffe et stykke væv fra Jesus. Forsøget
vinder ingen genklang i Himlen.

På statens Forsøgs-genbrug er hovedopgaven
– efter Tjernobyl – genopretning.

Schlütter forudser, at demokratiets hårdeste prøve bliver genvalg.

På gensyn
og
god påske
Ivan


afskedssalut (1998?)

Lånt tid
I har oplevet alting før:
tusinde krige før
jeres soldatertid
vold og mord før
jeres sengetid
sexscener og samlejer før
jeres ungdomstid
alting før jeres tid

Nu er det
jeres tid
så giv jer tid
tag jer tid
god tid

slå den aldrig ihjel
lad være med at udnytte den
løb ikke om kap med den
lad den dog gå
og læge sårene
giv jeres børn den
jeres venner

Lad de gamles krige hvile
de havde deres tid

siger de tid er penge

fortæl dem
at jeres tid er for kostbar
til tidsstudier
‘overtid
løbetid
telefontid
gør dem begribeligt
at det er fortid
og
spørg dem
om de nød deres tid
eller blot altid var i tidnød

Har I oplevet alting
før
i deres version
så lev jeres


NOK et alvorsord (1987?)

Det enhver har i sit er ikke nok.
Har I lært nok? Nej
Har jeres lærere været dygtige nok? Nej
Har I haft det godt nok? Ja, alt for godt!
Nok har I været flinke, men flinke nok?

Man kan snart få nok af alting:

Nok fysik
Nok tysk
Nok skole
Nok lektier
Nok out

Bræger du i takt med dem, der får nok
nokkefår!

Så er det nokkkkk

ivan


Bekvemmelighedsflygtning (1988?)

bag trelagstermo iagttager du
MYLDERET
og analyserer det på din PC
udgiver prognoser og
dommedagsprofetier
danner dig en mening
for ikke at blive meningsløs
informeres af tv – får ligt rigeligt –
bliver meningsfuld:
DANMARK FOR DANSKERE
de andre passer sig – jeg mig
du opfatter en bekvem lighed
mellem alle fejlfarvede, fattigrøve, flygtninge
du har fuldt op at gøre med dit:
må passe dine fradrag
skjule din bedrag

på flugt fra NØDvendigheden


FOTONSJÆL

af jord
til jord
af jord igen
dit sølvbryllup
og sidste suk
– dit evige liv
problemløst på magnetspor
uden jammer og skærsild
ingen liglugt eller orme i
chipsene
fjernbetjent ånd
med quick frem- og tilbagespoling
fotonsjæl i slowmotion
dine børn har dig
i tasken
baghånden
og al evighed
AMEN