Ture 2

19-09-2009

Hjulspind
Hov, uden for vinduet var en herlig dame i aktion – frem med kameraet!

Hun bærer sit kors med ynde/charme/anstand – vælg selv. Men markere sig
over for hannerne kan hun. Af og til overlever de kun få minutter efter parringen!

 

Hun tager sig ud under sit måltid i solnedgangen…

…Næste morgen skal hjulspindet repareres.

17-09-2009

Podning
Podning er en fascinerende teknik – du kan fx avle flere æblesorter på samme træ. Det er da noget!

For 20-25 år siden plantede vi disse to æbletræer i vores have: De tidlige Ananas og de lidt senere Filippa. Da vi havde haft træerne nogle år, tog jeg podekviste af Ananas-træet og podede dem over på Filippa’en. Et par kviste “virkede” og fik blade. De næste år kikkede jeg nøje efter blomster, men de lod vente på.
I år, 15-20 år senere, kom så blomsterne, men jeg studerede ikke min podegrene længere. Så i morges opdagede jeg, at der var et Ananasæble på mit Filippatræ!!! Jeg havde lidt travlt og fik det ikke straks fotograferet. Da jeg ville gøre det lige over middag var æblet faldet af, og min dokumentation røget sig en tur 🙁 Æblet var lækkert, som et friskt Ananasæble jo er. Det smagte aldeles som de hundrede af andre fra Ananastræet. Naturligvis, for alle vore erfaringer viser, at det er podekvistens sort, der er afgørende. Stort set alle æbletræer er jo podet på en stamme af en robust – vist ofte vild -sort.
Et af de få undtagelser er det æbletræ jeg havde hos mine forældre. Det såede jeg, da jeg var 10 år som kerne af et Ingridmarie-æble. Det blev en lækker æblesort, som jeg kaldte Bjerregaardsæbler (mit mellemnavn). Jeg fik desværre ingen kviste med, da huset i sin tid blev solgt – ærgerligt!

Podning er ikke nogen ny teknik. I min gamle bog “Frugt- og Kjøkkenhave-Dyrkningen” fra 1850 er den grundigt beskrevet.

Det famøse ananasæble.
Herunder skåret i stykker klar til fortæring. Uuhmmm!

Det er vel egentlig ingen selvfølge, at der kan vokse rene Ananasæbler på et Filippatræ. Men det fortæller os, at det er naboceller der koder for de nye celler, der bliver til gren, blomst og frugt. Det er ikke nogle “væsker” eller “stoffer” fra hovedtræet. 

13-09-2009

Andejagten er gået ind
For første gang i mit liv var jeg med på jagt her til morgen. Ud af køjen klokken fem minutter over tre og så ellers af sted til hurtig morgenmad hos Michael og Oskar og så videre fra Salling til Thy via Mors. Her skulle vi møde yderligere tre jægere og en følgesvend ved deres jagtareal, et vådområde med mange, mange små strandsøer. For at komme fra bilen til jagtområdet, skulle vi i næsten totalt mørke igennem et sumpet areal, hvor køerne havde æltet mudderet, så gummistøvlerne sank i til skaftet. Ganske interessant – som andejæger kommer man virkelig i kontakt med naturen!

Det var også Oskars første jagttur, men der var ingen problemer med at komme op klokken tre.

Lokkegæs og -ænder skulle sættes ud i en af strandsøerne

 

Oskar har elefanthue på. Ikke fordi det er koldt, men det lyse ansigt skal syne mindst muligt. Ænder og gæs har et skarpt blik for lurende fjender i terrænet.

 

Også den halvvoksne hund, Max, var med, og han var i sit es! Han bliver en god jagthund, for allerede nu, efter kort tids træning, lystrer han fint.
Naturoplevelsen er ganske fantastisk sådan en klar morgen. Jeg tør vove den påstand, at ikke ret mange af os kom af sted ud i naturen på den tid af døgnet, hvis vi ikke skulle (med) på jagt.
Silhuetterne i den gryende morgen lader ingen i tvivl om, at vi ud på den anden side af gardinerne.

Max’s iver er ganske imponerende! Han svømmer og løber i et væk.

Lokkeænderne sættes ud under Jupiters opsyn!

Jægeren må have en smøg nu og da, og der er ingen løftede pegefingre her. Naturen kan nok klare lidt nikotin.

Det meste oplever vi i frøperspektiv. En ny vinkel på morgengryet!

Det dages, uden at ænder eller gæs har lidt overlast.

Det dages, uden at ænder eller gæs har lidt overlast.

Det er naturligvis altid skønnest at komme hjem med et bytte, når man er jæger, men turen er aldrig forgæves – der er nye oplevelser hver gang.

Klokken er et kvarter over otte, og de medbragte klemmer skal sættes til livs. Der har ikke har været løsnet mange skud, så geværerne har fået et knæk. Men de retter sig nok igen 😉

 

25-08-2009

Smukke sten og rød arve

Turen i dag er tænkt som en stentur. Jeg vil samle sten til polering i min nye polere-tromle.

Smukke sten finder man på stranden, så jeg cykler til Krejbjerg strand ad Humlegårdsvej.

…Og der er nok af dem, mere eller mindre polerede i fint strandsand med vandet og vindens hjælp. Jeg skal have nogle meget små sten, har jeg besluttet. Det ender stort set med at blive kvartssten, “rene” eller “forurenet” med jern, så de bliver brunlige.  
Her har vi så vidunderet! En lille legetøjs-polere-tromle, der nu skal køre i døgndrift i 14 dage til tre uger med mine sten i og fire typer af poleremiddel: Groft – finere – endnu finere – fint.

Apparatet laver en gevaldig støj, så det er godt, at mit værksted ligger lidt væk fra befolkningen.

Der fulgte en pose flotte, rå sten med, men jeg foretrækker at bruge sten, jeg selv finder. Det er en betydelig del af glæden. Om de ellers bliver flotte, vil jeg bruge dem til smykker og lignende.

…Men sten gør det ikke alene. På vejen ud til stranden var en stubmark med et væld af en af min favoritblomster, som jeg ikke har set i mange år: Rød arve eller grine-til-middag – det sidste navn, fordi blomsten kun er åben i middagstimerne. Den er usædvanlig smuk med de varme orange-røde blomster.
I et sumpet område før stranden er der mange bredbladet mærke.

Det er en giftig skærmplante, men det tager mariehønsene ingen notits af – de dejlige mariehøns, som vi har så mange af i år. Endnu har jeg lov til at holde af dem, men om få år overtager den invasive art, harlekin-mariehønsene, måske helt, og så bliver det til de forbandede mariehøns, der dominerer alle vegne og sviner i vore bygninger!
Øv!

En skønhed mere! Over en lang strækning slynger snerlen sig i græs og urter langs vejen ud til kysten. Her møder vi igen en af de planter, der næsten hører hjemme i kategorien haveblomster. De store prangende blomster minder ikke meget om de ellers mere ydmyge blomster, der er flest af i vores natur.

Nok er hedelyngens blomster ydmyge, men når de blomstrer på Kongenshus hede, dominerer de ellers nok landskabet. Bare ikke i år, desværre. Lyngbillen har ædt de friske skud, og heden er brun og dyster 🙁

Her er bare en lille tot ikke-angrebet.

 

 

08-08-2009

Skybrud over Krejbjerg

På en halv time (17-17.30) faldt der 60 mm regn over Krejbjerg. En sand syndflod! 60 liter vand blev hældt ud over hver kvadratmeter, og vi, der ligger lavt, fik en god del af de andres også….Og de siger, vi skal til at vænne os til endnu mere af den slags ekstremt vejr 🙁

25-07-2009
Fur – fantastisk natur

 Eksempel på en fantastisk molerklint, der er levnet i forbindelse med molerudvinding på Fur. Den kraftige foldning skyldes istidernes gletschere. De mørke lag er vulkansk aske. Disse lag går igen i molerforekomsterne overalt på Fur og Nordmors, og de bruges næsten som årringe i et træ til tidsbestemmelse af morler-aflejringerne.

Mit barnebarn, Frede, foretrække at kaste store sten i vandet, mens de voksne i baggrunden leder efter spændende fossiler i moleret.

Selve moleret udgjorde for millioner af år siden havbunden i området, og det består af fint ler og bitte små kiselskaller fra diatoméer. Det udgraves inde på øen og bruges blandt andet til isolerende mursten og kattegrus.

Strømforholdene i området har været gunstige for livsudfoldelsen i datidens hav . Derfor er der et væld af fossiler i molerlagene. Man kan ikke undgå at finde fossiler, hvis man bruger en halv time på at skille stykker af molerlagene ad. Det bliver måske ikke til de helt store fund første gang, men på vores slægtstræf her fandt vi skelettet af en lille fisk, små insekt-stumper og masser af små skaldyr.
Så enhver eftersøgning giver resultat!

En profil af klinten viser efteristidens muldlag med planter og de skiftende lag af moler og vulkansk aske.

Når man står ved de høje moler-skrænter er det svært at forestille sig, at det hele har ligget under havet og stille og roligt hobet sig op over millioner af år.

Der er masser af nulevende dyr og planter på Fur – her er det digesvalernes huller. Jeg fik ingen svaler i kassen, men de kredsede over mig i utilfredshed med min tilstedeværelse.

På Fur Museum er der utallige smukke og fantastiske fossiler fra moleret.

Denne sommer har museet også en lille udstilling i anledning af Darwin-året. Herunder illustreres evolutionen med bilernes evolution over de sidste 100 år.

18-07-2009

Vild byg – et smut på Amager

Den byg, vi dyrker, har en oprindelse, der fortaber sig tusinder af år tilbage i tiden.

Når man til daglig er nabo til 30 tønder land byg, og byg for øvrigt kun er på markerne, så er det en ret mærkelig oplevelse at se byg overalt ved vejkanter og mellem fliser og brosten. Det gør man på Amager!

‘En vild kornart’ som almindeligt ukrudt – det er lidt vildt!

Denne bygart hedder gold byg. På latin: Hórdeum murínum – musebyg, hvilket antyder, at den ikke kan bruges som menneskeføde

Småaks-grupper á tre småaks.

Byggens store aks består af småaks med bare én blomst i hvert småaks. De er igen samlet i grupper med tre småaks i hver, og i gold byg er kun et småaks i hver gruppe frugtbart.

Byg lige ved hoveddøren.

 

 

11-07-2009
Rævekadaver ved vestkysten

Et smut til Nr. Vorupøres klitter. Rævekadaveret er næsten overdækket af sand. Kun hovedet, halespidsen og et enkelt ribben er over sandet. I sandhed et ret grotesk syn!

 

09-07-2009
Pindsvin i haven

Nå, hvad vil I, grynter de, da bærrene skal plukkes. Vi holder til her, så pas jeres eget gebet, synes de at sige, mens de snøffer.

Vi har haft pindsvin i haven stort set alle 35 år, vi har boet her, det gælder også i år. Jeg ved det, fordi der altid er ret frisk pindsvinelort om morgenen på plæne, gange og fliser.
Herligt, for så ved jeg også, at vores grund bliver ret godt støvsuget for snegle og andre generende væsener! Og så er pindsvinet da en fantastisk skabning. Jeg har været ude om aftenen for at træffe den, så jeg kunne fotografere den til natursmut.dk, men det lykkedes mig ikke. Da min kone så var i gang med at plukke ribs i dag, stødte hun tilfældigvis på parret her. Med deres karakteristiske snøften gjorde de opmærksom på, at vi ikke var velkomne i deres selskab. Men jeg fik kameraet frem og fik lavet en serie gode billeder….Hvor heldigt at have et par lykkedyr i haven!
Når I ikke vil fortrække, bliver vi vel nødt til det, snøffer pindsvinet til venstre.

 

29-06-09
Urtehaven ved Spøttrup Borg

 

Ved Spøttrup Borg er der en stor urtehave med et væld af gamle kulturplanter fra brændenælder over tobak til cikorie.

Gamle lægeurter står side om side med krydderurter og eksotiske giftplanter.

Planter er en afgørende del af vores føde, ja, basis for al vores føde, fordi det er første led i føde- og energikæden.
De grønne planter kan opsamle solens energi og lagre den i kulhydrater. De optager CO2 fra luften og kvælstof og anden gødning fra jorden. Af det opbygger de et utal af kemiske forbindelser, der udgør vigtige byggesten for alle Jordens organismer.  I dets evige jagt på føde har mennesket efterhånden opdaget masser af planter, der har en helt særlig virkning på kroppen.
De kan være helbredende, virke euforiserende eller smage ekstra spændende. Selv om forskere har lavet mange syntetiske medicinske produkter, så producerer planternes kemilaboratorier stadig langt flere stoffer, og nogle af dem er interessante i deres virkning på menneskers og dyrs celler og krop. Hvor man i gamle dage brugte urterne med disse interessante stoffer direkte, så rendyrker forskere i dag i høj grad de virksomme stoffer og forsøger som regel at fremstille dem kunstigt – at syntetisere dem. De hele planter vil ofte have flere bivirkninger, end de rendyrkede præparater, og de er sværere at dosere korrekt.

I urtehaven er der to bistader. Til en god urtehave hører vel også bistader, så de mange urter kan blive frugtbare. Og honningen derfra bliver sikkert rigtig lækker! Niels Christian har for øvrigt mange, mange bifamilier, både udstationeret og hjemme omkring sin egen interessante frugthave.

På hjemturen var der i et hjørne af en mark en mængde kornblomster og lugtløs kamille. De sidste er der mange af rundt omkring, men de smukke kornblomster er mindre hyppige. De har tabt i kampen mod sprøjtegiftene, mens kamille har været mere sejlivede.

 

23-06-2009 Sankthansaftensdag
Timian, arterne og Darwin

 

Det var svenskeren Linné (1707-1778), der satte planter og dyr i system, stort set som vi kender det i dag, hvor art er sidste led i systemet. Men både Linné selv og alle efterfølgende naturforskere opdagede, hvor svært det er at lave en tilfredsstillende inddeling i arter: Præcist hvornår udgør nogle planter en art? Hvilke kriterier skal lægges til grund for at placere en plante inden for en bestemt art.
Lad os tage udgangspunkt i de tre slags timian, jeg har i haven – bemærk, jeg siger slags timian. er det mon tre arter eller…?

Midt i billedet blomstrer citrontimian, som danner en ret lav pude af betydeligt mørkere timian-blomster, end havetimians.

Øverst til højre på billedet her har jeg en dansk timian fra heden: Smalbladet timian eller  thymus serpyllum.  Den danner meget lave puder og blomstrer sidst af de tre slags timian. Og midt i billedets forgrund kommer så et problem i forbindelse med begrebet art. Læg mærke til den ret høje timianplante, der ikke blomstrer. Den ligner umiddelbart en havetimian, men alle de andre havetimian blomstrer nu! Næh, planten er hverken det ene eller det andet, men begge dele: den er en krydsning, en hybrid, mellem den vilde timian og havetimian. De krydses nemlig temmelig let og danner forskellige hybrider, som vi ikke kalder selvstændige arter. Den er selv frugtbar og kan få afkom med forskellig karakteristika fra de oprindelige ‘rene’ arter.

Indtil videre har jeg behændigt udgået at komme ind på citrontimian. Den er formentlig i sig selv en hybrid mellem andre timian-arter. Der er mange sorter (hov, hvad er nu det for noget), og så vidt jeg ved, er ingen af dem selvstændige arter. Når vi ikke kan nøjes med begrebet art til at beskrive en plante, må vi ty til underater og sorter. Underart bruges først og fremmest som beskrivelse i de vilde planters biologi, mens sort mest bruges i forbindelse med forædling af kulturplanter.
I vores trang til at sætte naturen i system støder vi på naturens fantastisk nuancerede ‘produktion af liv’. Den lader sig simpelthen ikke entydigt båse.

Darwin løb ikke den risiko at blive kaldt overfladisk. Med overvældende viden og grundighed går han til angreb på skabelsesideen.

Størstedelen af Arternes Oprindelse af Charles Darwin handler om den ekstremt varierede natur og vanskelighederne med at sætte dens udfoldelser i bås. Denne grundige behandling af problemerne ved begrebet art ledte Darwin til at lægge afstand til Bibelens påstand om, at Gud havde skabt giraffer, mælkebøtter, aber og for den sags skyld mennesker en gang for alle som de nu var bestemt til at se ud og til at være! Alt liv er under konstant udvikling – evolution – for at tilpasse sig bedst muligt til livsforholdene i omgivelserne.
…Og så må vi lige glæde os over en anden planteart, kartoflen, Solanum tuberosum, med de mange underarter eller sorter – og med de mange lækre knolde, som vores ganer smægter efter i denne tid!
Ribsene vil ikke finde sig i at blive overset. De rødmer tydeligt stadig mere dag for dag i solskinsvejret. Bladene bliver til gengæld gule og triste, fordi bærrene kræver så meget jern og andet godt under modningen.

 

16-06-2009

Det digitale hjørne

Det må jo være fingerbøl eller digitalis, der bliver symbolet for natursmut.dk, denne digitale natur-hjemmeside 🙂 Derfor er den også kommet på forsiden.
Denne smukke og kulturhistorisk vigtige lægeplante blev brugt til hjertemedicin.
Det får et galoperende hjerte til at slå langsommere, men får du for meget, går det i stå 🙁
Så lad være med at eksperimentere på egen hånd!Digitalis Purpúrea
fra et ydmygt hjørne af haven

Hyldebladet baldrian er en smuk slægtning til læge baldrian. Den indeholder baldrianolie, der gennem tiden har været brugt som nerveberoligende medicin.

Jeg måtte jo ud til Mollerup sø igen for at se til maj-gøgeurterne, disse danske orkideer.

Vi har ikke mange arter af orkidefamilien herhjemme – omkring 30. Familien er ellers kæmpe stor med omkring 18.000 arter.

De var svære at få øje på. Hos nogle få var blomsterne visne som på denne…

…og hos de fleste andre var ‘hovedet’ knækket af.

Frøene er som støv, så de har ingen madreserver, som de fleste andre frø har – det er det lager, vi ynder at spise i form af korn, ærter og lignende.
Det fine støv skal imidlertid bruge næring for at spire, så det er afhængigt af, at det lander et sted, hvor der i jorden er en svampeart, det kan arbejde sammen med og få næring af. Det er et af orkidefamiliens mærkværdige kendetegn.

Sumpplanten kragefod er faktisk en halvbusk: Busk for neden, og for oven urt, der visner om vinteren. Blomsten består (som hos sandkryb) stort set af bægerblade. Kronbladene er de små stumper, vi ser mellem bægerbladene.
Er man lidt dus med planter, er man ikke i tvivl om, at den skal placeres i den store rosenfamilie.
Dens nederste dele har været brugt til plantefarvning og giver en smuk rød farve.

Det er lidt synd, at så smuk en blomst skal hedde kragefod.

 

 

Den kan også være lidt indviklet at bestemme, så jeg er lidt usikker på arten her til venstre.

Vikker kan være indviklede i flere betydninger af ordet.
Vikken her er tæt viklet ind i de høje græsstrå med sine slyngtråde, som den jo har til fælles med mange andre planter i ærteblomst-familien, fx haveærten.

 

ER man i tvivl om slægtskabet med haveærten, kan man hurtigt blive tvivlen kvit ved at se på frugten. Det er bælge, tusindvis af bælge på det lille areal her. Men også blomsterne ‘går igen’ fra haveærten over vikker, gyvel, guldregn og til de store akasietræer, vi ser så mange af i fx ungarn.

 

15-06-2009

 

Når jeg går på jagt efter planter med mit kamera, får jeg typisk et nydeligt billede som dette.

Skulle jeg rigtigt botanisere, måtte jeg have et eksemplar med hjem og presse det, klæbe det op og skrive data på arket. At lave et større herbarium er ret omfattende. Det giver vi os ikke tid til i dag. Vi knipser et billede eller flere, og dermed får vi et rigtig fint indtryk af planten og dens omgivelser.
Men ret beset, hvad kan du så se på det almindelige foto af bellis. Ikke så meget som på det pressede eksemplar. Her får du gode detaljer om blade, rødder og vækstform.

Denne bellis er ‘presset’ med skanner! Jeg gravede et par bellis op fra græsplænen, skyllede roden og skannede den ene i min almindelige skanner.

Jeg kunne også vælge blot at fotografere planten med mit kamera, for
i ‘studiet’ kan jeg arbejde med detaljer, som jeg ikke får fat på direkte i naturen.
Jeg kunne faktisk lave en hel serie af velvalgt billeder og dermed få beskrevet planten virkelig detaljeret.
Naturfotoet og den ‘foto-pressede’ bellis supplerer hinanden fint!

 

14-06-2009
 Hver morgen i denne tid smutter jeg lige ud og henter en håndfuld skovjordbær i mit ‘skovjordbærbed’. De skal i mit havregryn sammen med en spiseske rosiner og et helt æble skåret i stykker – og så en gang jersey-mælk fra Thise.
En af de bedste måder at blive dus med og glad for naturen er med egne hænder at plukke frugter, krydderier eller grave sine egne rodfrugter op – og så tilberede og spise dem bagefter. Som en sideeffekt af det opdager man en masse ting: Et edderkoppespind, en pindsvinelort, et par snegle, der parrer sig….
Når der så kommer bær i ‘den rigtige natur’, er en time med børnene givet godt ud dér. Det kan blive til blåbær med mælk, hindbærsyltetøj eller brombær til lagkagen. Dejligt og sundt. Og med en masse sidegevinster og aha-oplevelser.

Det bliver også dejligt, når købeæblet kan erstattet af ‘rigtige’ ananas-æbler fra min egen have. De æbler vi kan købe på denne årstid er rimeligt trælse, men dog bedre end ingenting.

Da jeg var knægt, plukkede vi hvert år hindbær i skoven – mange, mange kilo. Husholdningsbudgettet var lille i 50’ernes arbejderhjem, men når man hele vinteren kan få lækkert hindbær-ribs-syltetøj, tænker man som barn ikke over det.
Det blev for øvrigt ren rutine at sortere hindbærrene, når vi kom hjem: De fineste til syltetøj, de dårligste til saft, og de snesevis af ‘orm’ ud til højre.
Jeg lyver, hvis jeg påstår, at det var sjovt at gå tre timer i skoven for at plukke hindbær, men jeg er ikke i tvivl om, at det har betydet meget for min måde at opleve naturen på.