Ture 3

 

01-01-2010

Første dag i det nye årti

Rim i genboens have (se også her) – et sandt eventyrlandskab!

…og her er så de små ‘vækster’, der skaber eventyret!

31-12-2009

Måneformørkelse nytårsaften

Som vel en del andre, var månen fuld og lettere formørket nytårsaften
– men den står nok også op igen hen ad nytårsdags eftermiddag 🙂

 

28-12-2009

Knud og borgen

Knud
Godt nok er det koldt for øreflipper og fingerspidser at gå på foto-jagt her om vinteren, men lyset er spændende, og landskabet har sin særlige karakter når sne og kulde hjælper med at forme det.

Niels ved Knud Strand

Dette syn ville enhver morsingbo elske, og det er den eneste grund til, at han misunder sallingboerne.
Der er ikke langt til Mors fra Knud strand, og i det klare vejr kan jeg glæde mig over de mange møller, jeg kan se ovre på øen.

Klinterne er ret høje ved Knud strand, og bølgerne æder sig til stadighed ind på de de små, gamle sommerhuse.

Vi sætter os spor alle vegne, og sneen indbyder til det!

Ved borgen

Den retablerede sø vest for borgen set gennem mindestenen for Bertel Dalgaard, den navnkundige radikale folketingsmand gennem 40 år.

Månen i tiltagende over den gamle borg. Når bygninger er så gamle, bliver de som en del af landskabet. Lige så naturlige som gamle træer, bakker og store sten.

Set fra søbredden øverst med model af en blide, et gammelt kastevåben fra middelalderen.

23-12-2009

Et natursmut op i byen

Når vejret i den grad inviterer, er det nødvendigt at gå en lille tur. Jeg beslutter mig for kirkegården, fordi kirken er så smuk i lav sol.

Undervejs skrår jeg over sportspladsen, hvor jeg nyder, at den globale opvarmning ikke ganske har fået overtaget endnu.

Det er på det nærmeste en naturlov, at børnene skal ud at lave snemand – eller som her bare kæmpe snebolde!

Jens Væver står og tager hjørnetræk, men han holder sig da stout, den gamle. Om nogen repræsenterer han, der opfandt snurrevodsfiskeriet, vel naturen.

Kirken er nok et gammelt hus, men naturen sætter sine spor med alger ude og svampe inde…

…og kirkegården er et studium i stedsegrøn natur, omkredset af gamle træer og et stendige med spændende vækster. Naturen spiller til stadighed tæt sammen med kulturen – vi bryder os ikke om at vedgå det, men vi er bare et appendiks til naturen.

19-12-2009

Lav sol over Nymølle

Klokken cirka 14.30 forbereder vores reelt eneste energikilde sig på at lukke ned over de sidste rester af Nymølle Teglværk: skorstenen. Omend det er bidende koldt, har den dog formået at holde temperaturen få grader under frysepunktet, og den skarpe vind har æren for de forfrosne fingre.

Der er meget lavvandet i dag, og derfor ser stranden noget anderledes ud. Jeg kan stå tørskoet ret langt ude og få et nyt perspektiv på skorstenen.

Overalt langs stranden er is-glaserede sten – og som her: Skum, der er frosset – et lidt særegent fænomen!

Gammelt grej får nyt liv, når det bliver en del af naturen! Den salte luft og de kraftige græsser søger for naturaliseringen.

Det gamle bådspil er jo en fin gammel maskine – nu et smukt element i naturen på den strand, hvor Jens Væver for 150 år siden fiskede sine fladfisk med sit snurrevod. Lavteknologi, begge dele, men af enorm betydning for menneskers velfærd, hvor de har været brugt!

Den invasive hybenrose er vel i virkeligheden en af vore smukkeste landskabsplanter, når den blomstrer og dufter, når den står med de vitaminbugnende røde hyben eller som her, når fugle, svampe, insekter og bakterier har mæsket sig, og orange knopper har pakket og gjort klar til foråret!

Pokkers osse, at den er så invasiv, den!

Det er til at komme til for folk på stranden sådan en dag,…

…men fugle er der en del af, blandt dem mange smukke svaner. De fryser tilsyneladende ikke!

14-12-2009

Syv kilometer i den klare vinterluft i Krejbjerg sogns nordlige del byder på smukke oplevelser.

Føllet må klare sig i kulden, men hesten skal have vinterfrakken på.

Bøgetræerne er helt nøgne, og flere af dem er bukket under for en storm på et tidspunkt. Selv om klokken er et kvarter i tolv, står vintersolen lavt og fremkalder lange, lange skygger.

Bøgetræerne er plantet på nogle smukke “bakkeøer”, hvor almindelig landbrugsdrift ville være næsten umulig. Heldigt, at vi har disse små stumper paradis midt på de fede agre.

Der er færre egetræer, men de er smukkere, og under dem er en frodig underskov, som bøg ville have kvalt ved at “slukke for lyset” med sit effektive mosaik-løv.

Den fine dis gøre bare landskabet endnu mere fortryllende.

Hvor der endnu er skygge, er planterne nær jorden hvide af rim – som her en tidsel.

De nøgne udtjente blomster- og frøstande af skærmplanter er nærmest eksotiske.

En bunke gamle marksten er et tydeligt eksempel på, at hvad vi end laver af “sår” og “bylder” i landskabet, så bliver de i løbet af få år til en del af den levende natur igen.

28-11-2009

Om natur, kultur og æstetitis
November har ikke indbudt til mange traveture i år, men i dag var en undtagelse – stille, lunt og smukt. Holder man sig inden døre, og hører nyheder, bliver man bombarderet med klimaproblemer. Så er det befriende at komme ud og opdage, at det meste stadig er, som det skal være. Det er vigtigt at forholde sig til det store CO2-spørgsmål og alle de andre miljøproblemer, men det nære perspektiv er også væsentligt for at undgå at blive sortseer.

Middagsskyggen bliver lang.

I hvert fald har jeg tilladt mig at nyde et par timer i det grønne og glæde mig over det, jeg har set.

Markhøjen, som vi kalder den, ligger ca. 500 meter fra vores hus, og jeg skråede over vintersæden og raps-stubbene for at bestige den. 4-5.000 år har den ligget som områdets højeste punkt, bygget af lag på lag af græstørv af vore forfædre, som også frygtede naturens kræfter. De hørte ikke radioavis, men forstod sikkert at fortælle hinanden dramatiske historier om gudernes straf, om ikke menneskene opførte sig ordentligt. Det giver lidt tidsperspektiv og en smule sjælefred. Så gik det hele dog nogle tusinde år trods alt!

Højen er naturligvis fredet, og traktoren kommer ikke for tæt ind til den.

Oppe fra højen kan jeg se milevidt omkring…

…og hvor jeg tidligere ville have talt kirker, tæller jeg nu møller. Selv om der er lidt diset, tæller jeg mindst 50 tydelige møller fra højen! Og jeg glæder mig! For mig er det SMUKT med de store møller, der drejer ganske roligt rundt. Klima- og miløbevidstheden kan jeg jo ikke bare lade ligge hjemme, og skønhed hænger nøje samme med bevidsthed: Tænk sig, at vi er kommet dertil, at min kommune (Skive Kommune) er selvforsynende med vindmøllestrøm! Og landet høster ca. 25% af el-energien fra møller – fantastisk! Det havde jeg ikke turdet drømme om, da jeg i 1980 byggede vindmølle hjemme i baghaven.

De, som tror at vide bedre, hævder, at vi spolerer naturen med alle vores møller. Æstetisk, med støj og blinkende lys fra møllevingerne.
Til dem må jeg sige:

“Æstetik” i naturen er en ret privat oplevelse. Din oplevelse tæller ikke mere end min, og jeg synes, møllerne i de fleste tilfælde er smukke i landskabet.

På billedet ovenfor ser du mine nabomøller. Den i baggrunden ligger 300 meter, og den i forgrunden 500 meter fra vores hus. De gener vi har af møllerne er minimale. Den bageste generer overhovedet ikke. Vi kan kun høre den forreste, når der er ret stille vejr, og vindretningen er i øst, og da meget svagt. Blinken fra dens vinger forekommer nogle få morgener om året i 5-7 minutter, forudsat vejret er klart og vingerne står øst-vest. Stroboeffekten er generende, men så stærkt begrænset, at det er mig ubegribeligt, at nogle mennesker kan gå i selvsving over den.
Til gengæld kan møllen i forgrunden alene levere tilstrækkelig el-energi til mere end hele Krejbjerg sogn!

Nå, men meget kan vi heldigvis alle sammen glæde os over, nemlig et ret så rigt dyreliv.

Der fløj mindst 40 fasaner ud fra hegnet, da jeg fra højen gik ned i slugten med bækken, der løber ud i Hjerk Nor…

…bækken med sin frodighed….

…et lille vandfald, som bruser skønnere end Niagara, skønt kun 30 centimeter højt…

…eller kildevældet og dets stille men konstante rislen.

Måske er det så også slut med enigheden, for dér på bakkedraget står køerne under højspændingsmasterne. De, og radioantennen til højre, vil nok igen medføre æstetitis hos følsomme sjæle, som dog nok ellers nyder eget overforbrug af energi og kommunikation.

Men dejligt er der nu i slugten bag den gamle skole i Krejbjerg, når støvlerne hænger fast i dyndet og slipper igen med et SVUP…

…og tjørnebærrene lyser op i landskabet!

Hjemad trasker jeg op ad Åbakken. Der er mange sving på vejene i Salling, for jorden er god, så de gamle veje blev ikke rettet ud, da den moderne tid kom til området. De fik bare en gang asfalt.

 

15-11-2009

Rod ved jættestuen

Det smukke efterårsvejr appellerer til en smuttur, så jeg beslutter mig til at køre ud for at kikke på jættestuen.

I sensommeren opdagede jeg, at der var gravet ret voldsomt i og ved jættestuen i Krejbjerg, så jeg henvendte mig til museet for at ‘sladre’. De skrev venligt tilbage, at det var Nationalmuseet, der gravede jættestuen helt ud – nå, så var den nok i gode hænder!
Nu ser det ud til, at de er færdige. De har afsluttet med rullegræs, så for øjeblikket er det ikke just smukt, men det skal nok komme om et par år.

 

Til gengæld er det indgangen og hele jættestuen blevet helt udgravet, og det er let at se af algerne på stenene, at både indgang og selve jættestuen er blevet meget lettere at komme ind i. Så den udgravning endte godt, trods mine bekymringer 🙂

Høj og jættestuen er fredet, men Nationalmuseet nok pille!

Hjerk Nor – Krejbjerg strand

På hjemvejen må jeg også lige en tur ud ad Humlegårdsvej, ned mod Hjerk Nor.

I de sidste mange år har vintersæd sørget for, at markerne er grønne, selv om græsset er gult, og løvtræerne stort set nøgne.
Jeg sætter cyklen og går en tur langs den røde linje på kortet.
Billedeet herover er taget fra skovbrynet mod øst ind over Hjerk Nor.
På billedet nedenfor ses Hjerk Bjerg netop til højre i billedet, og i baggrunden har vi Vile på den anden side af Lysen Bredning.

Mod nordvest har jeg Hjortholm, der i dag er en ø, men som oftest er en halvø. Bag ved Hjortholm er Langerodde og bagved igen Mors.

Da vi for 34 år siden bosatte os i Krejbjerg, savnede vi i høj grad skov og kuperet terræn, og vi forstod til gengæld ikke helt de lokales forhold til fjorden. Langsomt men sikkert er jeg også blevet draget af fjordens magt. Her afspejles naturens kræfter, og her er lys luft og udsyn!

Men jeg måtte lige hjørne efterårsskoven på min gåtur. Om sommeren er der helt spærret for udsigt gennem skoven på grund af løv. Det meste er væk nu, og kun enkelte løvfældende træer holder godt fast på efterårsbladene. Bøg er et af dem. Vi aner en bøg med gyldenbrunt løv i baggrunden.

På nordsiden af træerne i forgrunden har vi store felter med lav.

 

 

En bestemt snegl æder åbenbart lav, for der var mange af denne art på træernes lav.

 

 

Lav kan virke helt eksotisk, som denne art, der bredte sig flere steder i skovbunden bag de visne blade.

 

Det er ikke kun Tarzan, der kan glæde sig over lianerne i sin urskov. Også i vore lokale ‘urskove’ trives de – og for det meste er det, som her, kaprifolium. Jeg er overbevist om, at det er kaprifolium, selv om den faktisk burde være højresnoet!

 

01-11-2009

Efterår hos genboen