Ture 1

Krejbjerg Strand? Har I også jeres egen strand i Krejbjerg, har skeptiske venner spurgt, måske med et anstrøg af hån i mundvigen, underforstået: den flække er da vist bare omgivet af gyllemarker. JA, vi har en dejlig og spændende strand, som er en udflugt værd – beklager………som strande ved Limfjorden er flest – ikke spækket med bare røve, for det er ikke den bedste badestrand, men…

…Foruden alt det ‘ordinære’ har vi Hjortholm.

I dag er det en halvø, fordi vi har fralandsvind og altså lavvande. Nå vi har vestenvind, er det en ø, og vi må vade gennem ½ meter vand for at komme derud. Jeg vender tilbage til Hjortholm lidt senere.

Nå, lad os først gå lidt på opdagelse langs kysten. Engang blev der fisket en del skrubber, rødspætter og ål. Nu er det så godt som slut. Det lille fiskerskur er sunket i knæ, og spillet bliver ikke brugt mere…

…og alligevel er det ikke så mange år siden, i hvert fald
er der stadig nylonreb-rester på.

Alt det, der ikke bliver vedligeholdt forgår ret hurtigt,
når vind, salt, vand og vækster får frit spil.

Nå, tilbage til den rigtige natur. Bittersød natskygge har fundet en plads ved ruinen. Blomsten er smuk og karakteristisk for natskyggefamilien (tomat, kartoffel, sort natskygge…).
Familien er kendt for giftige planter (sort og bittersød natskygge, pigæble…), men også for vigtige afgrøder (kartofler, tomater, paprika, chili, tobak..).

Bittersød natskygge

Sandkryb hører til kodriver-familien. Dens fine blomster har faktisk ingen kronblade. De klokkeformede bægerblade ligner til gengæld ‘rigtige blomster’, altså kronblade.

Sandkryb, vækst.

Sandkryb, nærbillede.

Lægekokleare (herunder) eller skørbugsurt. En interessant historie er knyttet til denne urt, ligesom til mange andre i vores natur:
Det sidste navn har den fået, fordi den blev brugt af fejlernærede søfolk, der havde fået skørbug. Dens store indhold af c-vitaminer helbredte dem. Den hører til korsblomstfamilien, ligesom blandt andre kål, radiser og sennep gør. Fælles for dem er, at deres blade indeholder sennepsolier. Tag et nip af et blad fra en korsblomst, og du er ikke længere i tvivl om familien, for du opdager denne ‘kålsmag’, der kommer af sennempolierne.

Store felter af udstrakt kløver blomstrer for øjeblikke.
Den hører til ærteblomstfamilien. Alle i den familie har indgået et klogt samarbejde (symbiose) med kvælstofbakterier, som trives i små knolde på ærteblomsternes rødder. Disse bakterier kan optage luftens kvælstof og omdanne det til kvælstofforbindelser, som planterne kan optage. Normalt kan planter ikke optage kvælstof direkte fra luften – desværre, for der er jo masser af det.
Ærteblomstfamiliens medlemmer kan altså holde sig selv med kvælstofgødning ved disse bakteriers hjælp.

Udstrakt kløver

Hvid- kløver

Vikke

…og kællingetand foruden guldregn, ærter, gyvel og mange, mange flere. Kællingetand har her fået selskab af den blå stedmoderblomst, så de sammen danner den nydeligste sammenplantning i det lyse strandsand – og dekoreret med en ‘kridtsten’.

Kællingetand

Vårbrandbæger lyser smukt op her som på markerne mange steder. Men hos husdyrene er det argt ukrudt, der har bredt sig voldsomt i løbet af de sidste 100 år. Planten er giftig, og laver landmanden hø af græs med brandbæger, er høet giftigt for husdyrene – som i øvrigt ikke rører dem ude på græsmarken.

Vårbrandbæger

Nå, nu er det på tide at komme ud på Hjortholm!

Ved hvert lavvande ser den opdukkede bund forskelligt ud, afhængigt af strømforholdene under højvande. I dag var der ‘anlagt’ en ekstra sandvej ud til Hjortholm. Vejen ligner næsten en menneskeskabt vej.

Ude på halvøen, som den jo altså er i dag, er der masser af kyst-natur med, hvad dertil hører.

…og med smuk udsigt til fastlandet.

På næsten alle stenene vokser der lav, dette mærkelige
hybridvæsen, halvt svamp og halvt alger.

Fjordternerne var ikke for tilfredse med mit selskab. Hjortholm er normalt et fredeligt sted.

Bidende stenurt står på spring med sine gule blomster, mens den mere ydmyge strandarve er sprunget ud. Selv om man knapt kan se det, når man står oprejst.

Gåsepotentiler og stedmoderblomster har erobret et areal i den evige kamp for plads, lys og næring på den karske kyst.

Strandkvik

Strandkvik og gåsepotentil er fine eksempler på, at kampen for tilværelsen langs kysten kræver særlige forudsætninger. Som mange andre planter i området er de i stand til at sende meterlange skud, ‘udløbere’, ud for at finde ny steder at slå rod. Det gælder om at få så godt fodfæste, at man kan få masser af lys, vand og næring, mens tid er. Og så man kan stå fast, når stormen kommer.

Gåsepotentil

07-06-2009

I dag fik jeg den første håndfuld skovjordbær på mit havregryn. De er meget små, men udsøgt lækre…

…og de første to – tre almindelige jordbær bliver modne i dag! Det er udsædvanlig tidligt.

05-06-2009

I dag var jættestuen målet. I Ginderup Plantage er der en del gravhøje, og i en af dem er der en jættestue fra omkring 3.000 år før vor tidsregning – altså et 5.000 tusinde år gammelt gravsted bygget af kampesten. Virkelig imponerende!

Læg mærke til det den skønne bevoksning på gravhøjen.
Her er Oskar inde i jættestuen med lommelygten, for der er ret mørkt.

De gamle gravhøje er fredede for at bevare dem for eftertiden. Hvad der er inde i højene er interessant kulturhistorie.

Udenpå får bevoksningen normalt også fred og udgør i så fald et fristed for planter og små dyr.
Her neden for fredningsstenen gror skovmærke.

På Ginderupvej er denne gravhøj overvokset med blandt andet meterhøje gyvelplanter (foto til venstre).

På en sidevej, Humlegårdsvej (foto til højre), har en venlig sjæl barberet en gravhøj ind til skindet med en plæneklipper – ingen god ide! De friserede grøftekanter og altså også gravhøje er rene ørkener for vilde dyr og planter.
De herlige – større og større – havemaskiner kan overkomme en del. Det kan giften også.

En anden velmenende sjæl har givet de “store ukrudtsplanter” i grøftekanten Roundup – som her vild kørvel. Det kan godt være, at landbrugsrådgivningen og Cheminova kalder det for ‘plantebeskyttelsesmidler’. Jeg vælger nu at kalde det for GIFT. Det er svært at se, at planterne på billedet bliver ‘beskyttet’.
Giften beskytter nok vores afgrøder mode ‘ukrudt’, insekter og svampe, men at kalde disse miljøgifte for beskyttelsesmidler er rendyrket handelspolitik. Og man kan jo næsten kun være skadefro, når marker med gensplejsede, Roundup-resistente bomulds- og sojabønner nu er angrebet af ‘slemme ukrudtsplanter’, der er blevet Roundup-resistente ad naturlig vej (k(l)ik her).
Genteknologi kan afgjort være til stor gavn for menneskeheden og såmænd også for naturens balance. Men kynisme og pengegriskhed skal i så fald ikke styre udviklingen på området.

Nå, det her skal ikke været ‘mit jammersminde’. Der er selvfølgelig meget at komme efter i Ginderup plantage. Selv om rødgran ikke just lægger op til en frodig underskov, så er der alligevel nok at kikke på.

Granernes ‘dupper’ er skubbet af de bløde, nye granskud.

I den skyggefulde del af underskoven blomstrer den smukke skovstjerne. Den er et lidt utypisk medlem af kodriverfamilien eller primulafamilien.

Skovmyrerne har voldsomt travlt med at bygge og fodre. Det er svært at forstå, at verden ikke for længst er overfyldt med skovmyrer, sådan som de formerer sig og folder sig ud.
Ud fra en gennemsnitsbetragtning må det nødvendigvis bare være sådan, at hvert dyr eller anden organisme efterlader sig et styk afkom, så længe, der er balance i tingene.
Af hver myre kommer der altså én myre. Resten bliver udkonkurreret af andre organismer, om det så er bakterier, svampe, planter eller andre dyr! En spændende tanke, som Darwin har lært os at se perspektivet i!

I lysningerne er der brombær alle vegne. Da jeg var dreng, var brombær ret sjældne i de skove, hvor jeg kom. I dag er de overalt – og en plage, som de hænger i tøjet og ridser ‘flæsket’. De har i høj grad overtaget hindbærrenes domæner. Og de har ikke nær samme dejlige aroma. Brombærsyltetøj har en flov smag, sammenlignet med hindbærsyltetøj.
Selv den mørkeste granskov har et skovbryn, der slår alle andre naturområder i frodighed. Her blomstrer hvidtjørn, brombær, hindbær og mange, mange andre spændende planter – en jungle, et helt studium for sig!

På hjemvejen dette udgåede elmetræ (foto til venstre). Elm er ellers livskraftig og frodig som mælkebøtter. Hvor vi boede, da jeg var dreng, var der masser af elm på nabogrunden. Da betragtede vi elm som argt ukrudt, der skød op overalt i hække og ubevogtede hjørner.
Nu er de fleste af vore gamle elmetræer væk på grund af elmesygen. Det meste af træet er brændt, men hvor har jeg da mange gange ønsket, at en ‘national handlingsplan’ – eller EU-handleplan for den sags skyld – havde opmuntret eller ligefrem forpligtet os på at skære det meste af det udgåede elmetræ op og bruge det som gavntræ til møbler.
Det er noget af det smukkeste træ, vi har i Danmark – gyldent og med smukke årer. Og tænk sig hvor mange fantastisk møbler af høj, høj kvalitet alle disse udgåede træer havde budt på! Og sikke mange spånplader, vi kunne have sparet os selv og miljøet for!
Min tejne af elm (foto ovenfor till højre).

31-05-2009
Have er også natur.

I dag er vejret for godt til lange ture, og der er da også masser af natur i haven.
Skrubtudser i haven
Denne dejlige skrubtudse kunne jeg ikke lade være med at lave en lille fotoserie af. Den er jo fotogen og nem at styre.

Den lå under en presenning for at beskytte sig mod solens udtørring. Flere gange måtte jeg puffe til den for at få den til at posere, og hver gang ’tissede’ den. Som du kan se, er enden helt våd, og sandet hænger i væsken. Jeg er ikke klar over, om det er gift eller blot urin, men det er helt klart noget, den truer med for at forsvare sig. Den har masser af giftvorter med et par ekstra kraftige ved nakken. Og den er faktisk ret så giftig, så kun få dyr sætter tænderne i den.

Til gengæld er den en stor hjælp i haven, hvor den æder masser af snegle og insekter. Heldigvis har jeg mange skrubtudser i min have.

…Og den har da sin egen charme, den lille brunøjede.

Den er bare fem centimeter lang, så enten er det en unge eller en han. Hanner er faktisk så små.

Lige da jeg tog presenningen væk, lå den lidt gravet ned i sandet. Den nød tydeligvis ikke lyset og solen – og mig.

Nå tudse-far, nu får du fred. Jeg lægger presenningen over dig igen.

Skovjordbær kanter græsplænen, og den breder sig yderst effektivt med sine udløbere. 
De smukke jordbærblomster – jordbær er i rosenfamilien, så tillad mig at kalde dem mine små roser. 
Rosenfamilien er godt repræsenteret i haven: Alle frugttræer, jordbær, hindbær, brombær, paradisæbler, spiræa og mange, mange flere.

Bærrene er ved at rødme. I biologi siger vi egentlig, at jordbær ikke er bær, men masser af små nødder på en saftig blomsterbund. Det kan man faktisk ret tydeligt se på skovjordbær, hvor nødderne dominerer noget i forhold til bunden.

De dyrkede jordbær (foto ovenfor til højre) er for øvrigt også spækket med bær og blomster. Det tyder godt 🙂

I min græsplæne

Tusindfryd – hvor smukt og sigende et navn. Den dukker frem alle steder, hvor vi mennesker slår græs. Den kan simpelthen klare sig i konkurrencen under de barske vilkår, vi byder den i vore græs-ørkener. Den lille kreds (roset) af blade helt nede ved jorden kommer plæneklipperen ikke efter, og jordstænglerne trives mellem græsrødderne.
Dens fine frø må være overalt, for kort efter, at en grøftekanten bliver studset, dukker tusindfryd op. Den kaldes også bellis – det må vel betyde smuk.

 Smørblomsten, eller bidende ranunkel, som den lidt mindre romantisk hedder.
Den danner også store smukke ‘bede’ på min plæne. Som tusindfryd og mælkebøtte er den en fighter, der ynder ekstremsporten at overleve i menneskers græsørkener.

Krydderhaven

Jeg har en lille krydderhave med nogle udvalgte planter.
A er malurt (Artemisia Absinthium). Når du har smagt et nip af dens blade, forstår du, at det ikke er rart med for meget malurt i bægeret. I små mængder bruges den dog stadig i alkohol (vermouth og absint).
B er citronmelisse, som til gengæld gør godt i drikkevandet.
C er salvie.
D er blomstrende purløg. Under blomstringen bruger den næring fra bladene, og de mister farve og bliver slappe. For dog stadig at få purløg nok til maden må jeg altså have en hel kvadratmeter tilsået. Bierne elsker purløg-blomster.

G er almindelig vild timian, smalbladet timian. Jeg tog en klat med hjem fra Flyndersø for et par år siden, og nu dækker det ret så godt. Blomsterne er lidt mørkere end havetimian, og planterne meget lavere. Det er den laveste og smukkeste timian af de tre, jeg har. Den tredje er citrontimian.
H er cikorie, endnu ikke udsprunget. Også en af de planter, der i årevis har fascineret mig, så jeg måtte have en enkelt i min have. Cikorie er en ældgammel kulturplante, som stadig har en mission: Klik her for se nærmere.
I er sødskærm eller spansk kørvel. Jeg huggede nogle få frø fra krydderhaven ved Spøttrup borg, og de spirede og voksede alle sammen, tror jeg. Planten er ligesom persille, gulerod toårig, så den blomstrer i år. Blade og frø har en kraftig anis-smag, så jeg har nippet en lille bid foråret igennem.
J er en valmue, som jeg fik nogle frø af på Spøttrup borg for mange år siden. De sår sig selv gevaldigt, så i sommerens løb dukker de smukke, violette valmuer op her og der. Min kone har vænnet sig til, at det ikke er ukrudt, blot spontan blomstring.

Humlebierne elsker purlø-blomster!

Salix – eller pil

Pil er en livskraftig plante: Stik en gren i jorden, og den slår rødder og ender som piletræ. Her har jeg stukket mange pilegrene i jorden og flettet dem.
Pil indeholder salicylsyre, og forskellige kemiske forbindelser af den syre bruges i medicinen. Den bedst kendte er acetyl-salicylsyre, der indgår i en række ‘hovedpine-tabletter’. Nå, mine pil giver mig nærmere hovedpine, fordi de gror så godt, og derfor skal klippes tit.

29-05-2009
Dagens mål er at finde hornskulpe ved Hjerk Nor. For tre år siden fandt jeg et enkelt eksemplar. Er der efterkommere, eller var det en enlig svale? De er ikke registreret i området, så det er lidt spændende, om jeg finder nogle.

Hjerk Nor sluse, her fra Sallingsundsiden, selve noret anes i baggrunden. Et nor er en fjord, der har forbindelse til havet, men den er næsten helt afsnøret. Her er Hjerk Nor sluse og dæmning fra den tid, hvor man endnu var meget opsat på at styre vandstanden, så landbrugsarealerne blev mindst muligt oversvømmet ved højvande.

 På vej derud traf jeg på dagpragtstjerne. Nok en dejlig nellike! Nelliker er som regel ret let genkendelige på blomsten. Men er man i tvivl er der en ufravigelig regel: Helrandede, modsatte blade. Eller oversat til normaldansk: Der er ingen takker i bladkanten, og bladene sidder lige over for hinanden. Hvis de to betingelser ikke er i orden, så er planten ikke i nellikefamilien.
Så er bladene for øvrigt tit lancetformede – smalle, lange og spidse.

Modsatte helrandede blade.

Hvad laver en haveblomst dog her? Gul og blå iris er nogle af de få vilde danske planter, der til forveksling ligner haveblomster. De er store og prangende, næste for meget – synes jeg.
Alligevel bliver jeg betaget, når jeg møder dem, fyrtårnene, i det våde landskab.

Vingefrøet hindeknæ, nok en smuk repræsentant for nellikefamilien. Hvem har dog fundet på det romantiske navn til skønheden? Ligesom strandarve (også nellikefamien) har den tykke blade, hvor den på bedste kamel-vis samler vand til tørre tider….
…Og tørre tider kan nemt indtræffe, når man i konkurrencens navn tager til takke med tørt strandsand i sprækkerne mellem digernes betonklodser – som strandarve gør her.
En forhenværende, strandet vandmand. Den lever godt nok op til sit navn. På en strækning var der mange af disse ‘lig’, som bare lignede en tynd hinde spilet ud mellem blade og strå. Når solen har bagt, er der hverken meget vand eller mand tilbage. Den voksne vandmand, som vi kender den lever kun i sommer-sæsonen, hvor den formerer sig kønnet – med hunner og hanner. Men dens hele liv er et lille eventyr set med menneskeøjne. Selv er den nok ikke så imponeret.
De naturligt hjemmehørende arter af vandmænd er truede af en ny invasiv art,  dræber goplen, som den så smukt kaldes. Vi må håbe, det er en af den slags, der er stejlet her mellem stråene.

Smukt forfald. Pælene har i sin tid støttet kystforstærkningen på stedet. Nu beskytter de ikke meget, men hvor er de dog en vigtig del af ‘naturen’. Se, hvor tangen slynger sig som det dejligste hår om pælene!

Hvad blev det så til med hornskulpen? Jeg fandt ingen. Ærgerligt! Den har altid fascineret mig, og da jeg for første gang så den for tre år siden, blev jeg næsten ‘høj’. Denne lille valmue er noget helt særligt, den gad jeg nok træffe igen.

Udbredelse af hornskulpe i henhold til den fremragende hjemmeside www.fugleognatur.dk. Den findes her langs Sallings vestkyst, men de iagttagelser er ikke registreret, så der er basis for nok en jagttur efter hornskulpe, så vi kan få den registreret. Ganske overraskende er den i nordvest-sjælland!

27-05-2009

En halv time ved Nymølle Strand i kraftig blæst, så er brillerne næsten som råglas af salt. Alligevel vil jeg ikke snyde mig selv for den særlige oplevelse, det er, når Limfjorden viser tænder.
Der fiskes tonsvis af blåmuslinger i Limfjorden. Den mest udbredte fiskemetode er at skrabe fjordbunden. Det giver mange muslinger, men desværre ødelægger det bunden.
Enkelte steder dyrker man i stedet muslingerne på tykke tove og høster, når de har en passende størrelse.
Der er nok af blåmuslinger, men til gengæld er der ingen skrubber, rødspætter og ål længere.
Det var anderledes, da Jens Væver levede.
Her kan du se, hvem Jens Væver var.

En dunk er tæt belagt med blåmuslinger – de små muslingelarver hæfter sig på faste genstande: bropiller, sten, dunke – og altså også på tove, der er spændt ud over bunden.

Blæsten går frisk… I baggrunden gennem
gusen ser vi Sallingsundbroen

Der har ligget et teglværk (skorstenen til venstre), for der er masser af ler i området.
Hyben-roserne dufter dejligt og er smukke. Desværre opfører de sig dominerende i det danske landskab og rangerer nærmest på niveau med kæmpe bjørneklo – de tilhører begge gruppen af invasive arter.

Der er masser af frisk opskyl i dag. Desværre er ålegræs (bændeltang) på retur i fjorden. Alger tager livet af det.

Den opskyllede sten her var fodfæste for en meterlang algeart, hvor hvert enkelt ‘blad’ ligner brunt lakrids/karamel snor til en kagemand.

Forbavsende mange smukke planter klarer sig i det barske klima langs stranden.
Gåsepotentil klarer sig overordentlig godt. Den fortjener et smukkere navn med sine sølvagtige blade og dejlige gule rosenblomster – for den tilhører jo rosenfamilien, selv om den minder meget om smørblomster (ranunkler).

Selv stedmoder-blomsten begår sig. Den smukkeste her klarer faktisk de barskeste forhold. Den lille hvide, som vi kender fra marker og haver, hører hjemme på god, kalkrig jord.

Engelskgræs overlever det meste. Der er masser af det langs stranden og langs alle veje for øjeblikket.  For et hurtigt blik ligner det purløg, men den har ikke noget med hverken purløg eller græs at bestille. De er begge enkimbladede, mens engelskgræs er tokimbladet.

Kællingetand klarer sig også fint! Her i tæt samliv med en kruset skræppe.
Den er i ærteblomstfamilien ligesom gyvel, som den faktisk minder om i lilleput-version.

..Og nok et familiemedlem: Selv ærter gror her – strandært.

Strandarve danner tætte puder. Blomsterne er ret beskedne, men ‘puderne’ er markante og smukke langs stranden.

Nymølle strand i kuling – så er det bare hjem at pudse briller.

24-05-2009

Også i dag var målet gøgeurter ved Mollerup Sø. Denne gang i et område omkring 500 m vest for området, jeg besøgte i går. Jeg fandt da også et par eksemplarer. Igen var det sikkert maj-gøgeurt, selv om pletterne ikke var markante.

Tiggerranunkel

Engkabbeleje

Sidegevinsterne var mere spændende.

Engkabbeleje i naturlig størrelse.

Blandt de mange smukke blomster var smørblomsterne – den ydmyge tiggerranunkel og den store, prangende engkabbeleje. Billederne viser ikke tydeligt rangsforskellen mellem de to slags smørblomster.

Over et stort areal voksede
masser af smalbladet kæruld.

Jeg måtte have nogle af disse silkeagtige vattotter med hjem, så mit barnebarn på 4 år kan bruge dem, når han leger. En håndfuld af piletræernes gæslinger var et stort hit tidligere på sæsonen. De var lastbilernes vigtigste last. Det bamsebløde tiltaler børnene – og vel os alle.

Den smukke trævlekrone var der også mange af.
Naturens nellikeblomster har altid tiltrukket mig – ja, såmænd hele nellikefamilien, selv om den også omfatter ubehageligt ukrudt.
Nå, men her ude på engen findes vel ikke ukrudt? Det er bare vores evindelige hang til at kategorisere alt ud fra kriterierne: Gavner det os / skader det os. Det sidste er ukrudt og skadedyr.

Engtroldurt bærer sit navn med rette, den ser troldagtig ud nede i græsset.

..Og så var det jo gøgeurten, jeg var på jagt efter, så den fik jeg naturligvis også i kassen.

23-05-2009

På udkik efter gøgeurter

Rudolf ( www.rudolfs-garden.dk ) havde fortalt mig, at der var mange gøgeurter i et bestemt område ved Mollerup Sø ved Krejbjerg.
Dem måtte jeg finde!
Bevæbnet med kamera cyklede jeg et smut derud – og jeg blev ikke skuffet! Over et område på cirka 1000 m2 var der rigtig mange gøgeurter. Jeg er ret overbevist om, at det alle sammen var maj-gøgeurt, selv om enkelte ikke havde spættede blade.

Mollerup sø og områderne omkring
er smukke på denne årstid.

Gøgeurt-arealet