Ture 4

 

15-12-2010

Nymølle Strand – istiden

 

Bliver du da aldrig træt af at fotografere Nymølle Strand, kunne du med rette spørge?
Svaret er enkelt: Nej!Se nu i dag, hvor man nærmest føler sig hensat til Grønland ude ved Nymølle. Med store isskruninger og vidt udsyn.
Kysten og fjorden byder hver dag på nyt, om ikke altid i det store format, så i hvert fald i tangvolden, klinten eller bare i sandet. Kysten er levende i mere end en forstand.Midt i vintereventyret ved den disede horisont toner Sallingsundbroen frem.

 

 

 

 

Nej, jeg tror heller ikke jeg bliver træt af at fotografere det gamle båd-spil, som jeg også altid vender tilbage til. Jeg kan kun forklare det ved udtrykket: “Det drager”.

Måske handler det om fascinationen af den enkle, men effektive teknik, der umiddelbart er forståelig i modsætning til de fleste af de utallige elektroniske dimser, der ellers dominerer vores hverdag.
Måske om kontrasten mellem det menneske-skabte og naturen, hvor naturen til sidst får overtaget, og spillet ender som en rustbunke.

Spøttrup Borg
En tidlig formiddag under lav sol og med alt dækket af rim – så er det svært at opleve Spøttrup Borg smukkere.Gang på gang må jeg vælge hyben som forgrund – de gyldne frugter, som solen lyser på og igennem. Atter ærgrer jeg mig over, at at denne plante er dømt fredløs med anmærkningen: Invasiv. Men den er uden tvivl storslem, så jeg må undlade at glæde mig alt for åbenlyst over mit yndede motiv.
Voldgravene er stivfrosne og ligner mest landeveje.Den rigtige landevej her vest for borgen var for øvrigt tæt på at blive gjort til rigtig middelaldervej igen. Men nogle tusinde lokale underskrifter forhindrede, at vejen blev grusvej og spærret for gennemkørsel en stor del af året. Godt det samme! Hvorfor hindre folk i at køre en tur forbi borgen fra den side, hvor den tager sig allerskønnest ud. Vi lever dog i nutiden, og de færreste af os vil nok alligevel betakke os for at blive tilbageført til middelalderen.Bliden rejser sig truende i modlys nede ved den gendannede Spøttrup Sø.

 

 

06-11-2010

Gyldendal

Initiativrige mennesker i og uden for den daværende kommunalbestyrelse i Spøttrup kommune åbnede i 1986 en lystbådhavn efter nogle års ide- og planlægningsfase. Havnen har altså snart 25 år på bagen.

 Det er en smuk havn, og Johanne og Johs’ røde hus lyser op i baggrunden.

“Lykken står den kække bi”. Midt i baggrunden det femtakkede cafeterie.

Fjorden har som alle steder i Limfjorden sat sit præg på naturen, så moræne-bakkerne er blevet til klinter ud mod stranden.

Hundrede meter nord for havnen har de gamle fiskerhuse heldigvis fået lov til at stå i al deres simpelhed.

Jeg kunne godt forestille mig, at en del i tidens løbet har ønsket dem væk, så vi kunne få en flot kyst. Men flot er ikke kun godt. Den velpolerede overflade giver ikke mange udfordringer til sanser og fantasi. Jeg holder meget af disse fiskerhuse langs Sallings kyst…

…De gamle spil er elementært smukke. Det ville være et tab med flere glasfiber-lystbåde i stedet for fiskerhusene, de små joller og de rustne spil.

Ræven, jeg mødte lige her, nåede jeg desværre ikke at få et godt billede af.

Men nu tilbage til civilisationen. Det er sandelig også smukt med en så velholdt havn med alle de nødvendig installationer og udfoldelsesmuligheder…

…Og så er en havn altid tæt forbundet til naturen, ja næsten et stykke natur.

På vej op fra havnen nyder jeg de flotte “grønlandske” træhuse der er komme til for nylig.

 

01-11-2010

Knud Strand

Den 1. november, og vi tager hul på den sidste efterårsmåned.

Jeg gik en tur på Knud Strand i eftermiddag – og hvor er man heldig at bo på en halvø med 200 km kystlinje!
Skoven har sin rolige rytme ligesom marken, heden og søen. Men kysten forandrer sig konstant. Her er det vejret, der bestemmer.

Hjertelige erklæringer står skarpt i sandet. I morgen er de måske visket væk – det afhænger af vejret.

Der er høje skrænter og klinter ved Knud Strand, men korset midt i billedet, neden for trappen indikerer ikke, at hverken kyst eller fjord er specielt farlig. Og dog – det er på korset redningsudstyret hænger om sommeren.

Om skrænterne ikke er direkte farlige, så er det dog forbundet med usikkerhed, hvis man er sommerhus…

..eller hvis man bare er et træ, der ufrivilligt er kommet for nær kanten, hvor fjorden æder sig ind.

Det er da et forsøg værd at dæmme op mod bølgernes kræfter, men ikke særligt nemt.

Eller kønt!…

Så ser det alligevel bedre ud med små stenhøfder.

Det er sikkert helt sandt, at hybenrosen er ved at tage magten fra os, som den invaderer alle vore kyster, men smuk er både frugter og efterårsløv, så jeg tillader mig at glæde mig over synet og udsætte bekymringerne.

Fjorden, himlen, stranden, skoven og klinterne – det hele mødes her ved Knud. Hvor uskyldigt bølgerne end skvulper og hvor massivt end klinterne tager sig ud, så afspejler klinternes form klart, at der er dage, hvor billedet er helt anderledes.

Mærkelige og markante formationer opstår, flytter sig og forsvinder langs kysten…

….både i vandkanten og på klinterne.

Men først og sidst, så blander vi mennesker os voldsomt. I 1930’erne arrangerede Vestsallingbanen badeture for byfolkene i Viborg og Skive til Knud Strand, og i den forbindelse byggede de smukke toilethuse, som stadig er i brug….

…og sommerhuse er der hundreder af. De fleste langt, langt større end den lille stråtækte bindingsværksting her.

 

16-10-2010

Lav sol

Jeg lod mig fortælle, at store tidsskrifter som Nature og National Geographic ikke viderebragte fotos, taget midt på dagen – kun ved lav sol.

Solnedgangen i aften var smuk, så jeg snuppede for en gang skyld bilen og kørte ud til Nymølle strand for at se, om de store tidsskrifter nu var rimelige i deres udvælgelse.

Og jeg må nok medgive, at den lave sols lys er spændende. Skyggerne giver hver detalje karakter, og lyset er varmt. Den “blå” himmel er ikke bare blå men spænder over en skala fra dybt mørkeblå til rød.

Det er nok slet ikke så dumt at satse på den lave sol.

 

 

14-10-2010

Mobilen som redning

Er man kommet af sted uden sit kamera, så er det alligevel godt at have et ekstra i lommen. Kameraet i min mobiltelefon er absolut i særklasse dårligt, men alligevel bedre end ingenting.

Man kan da se, at “skindet på jættestuen” er ved at være helet og nationalmuseets store græsmåtter ved at være groet sammen til et sammenhængende “naturtæppe”….

…Og så sad der sørme en lille mus midt på vejen fra jættestuen. Det lykkedes mig at komme på 15 centimeters afstand og “skyde” musen, før den stak af.

Se, så var det alligevel godt at have et endda nok så elendigt mobilkamera med 🙂

Svampe er altid et fristende motiv, der vanskeligt spoleres helt på grund af begrænset teknik.

Under alle omstændigheder kan man jo gøre sit til, at få et hæderligt resultat ved at være lige så omhyggelig, som man er med sit “rigtige” kamera: Tæt på – en god vinkel og en god beskæring.

 

 

 

02-09-2010

Ved søen og skovbrynet

Hvilken smuk dag i dag! Og hvilken frugtbarhed her i det spæde efterår!

Mirabellen blomstrede tidligt, og frugterne er nu modne og fristende!

I begyndelsen af september er der dog stadig mange blomster, og humlebien har travlt på hedelyngen.

Livets evige kredsløb, blomsterne – bierne – frugterne…

…Ja, ganske vist! Det er i hvert fald det kredsløb, vi sætter pris på: Frugtbarhed og formering.

Men der er en anden lige så vigtig del af livets cyklus: Nedbrydningen. Den tiltaler os ikke så meget, for den handler om destruktion og død. Det er ubehageligt at tænke på.
Det er bare lige så vigtigt i naturen! Forestil dig, hvad der skete, hvis intet gik til.

Her har monilla-svampen taget fat på mirabellerne – og monilla lever af frugter. Vi hader dem for det, fordi vores frugttræer hjemme i haven også lider under dem.

Men faktisk har monilla et yderst interessant livsforløb, som du kan finde mere om på internettet.

Et lille kranium, et lille dødssymbol, som får ethvert barn til at gyse, for det kan vi alt for let forbinde med vores egen forgængelighed.

Og et helt skelet…

Svampe i alle afskygninger er naturens nedbrydere. De bliver også knyttet til død og forgængelighed:
De optræder i visne blade
De snylter på træer og frugter
Nogle er meget giftige
Joh, svampe er også forbundet med et vist gys!

Men selv svampene bliver ædt! Tag bare ikke fejl. Under overfladen lever de videre stort set uendeligt som mycelium!!

…Nå, den smukke efterårstur skal afsluttes med positive associationer.

Røde mirabeller og brombær

Agern, som Chip og Chap ikke kunne ønske sig skønnere!

 

30-08-2010

Hvor er det da heldigt, at det ikke er en rigtig hund, jeg har, men bare en web-hund. Ellers var den blevet luftet for sjældent.

Sommerfugle-eldorado

Min sommerfuglebusk fladede fuldstændigt ud efter den kradse snevinter, men den er kommet igen og dokumenterer fuldt ud, hvorfor den hedder sommerfuglebusk. De elsker den, sommerfuglene, og i vores have især nældens takvinge. Måske fordi der er særligt mange af dem her, eller også er det måske fordi netop de to passer sammen som hånd i handske.

Om det er fordi vi har særligt mange af sommerfuglen nældens takvinge, ved jeg ikke, men det er langt den hyppigste gæst i busken.

Den lang sommerfuglesnabel kan nå helt til bunds i de dybe blomster for at suge nektar op.

Vi har ellers mange humlebier i haven, og de fleste blomster serverer gerne for dem, men ikke sommerfuglebuskens.

Der kommer da nogle få andre insekter på besøg, måske for at få lidt pollen, for ikke ret mange kan nå honningskålen!

Busken er ret lille, fordi den startede helt forfra i foråret, men den er stor nok til besøg af hundrede sommerfugle ad gangen.

Den noget større og lidt mere prangende dagpåfugleøje er også ret hyppig gæst.

Sommerfugle elsker også at solbade. Herunder “stener” en takvinge på fliserne ved sommerfuglebusken. Der sidder tit 20 rundt på fliserne, når solen rigtigt bager.