Breve til mit oldebarn 1

Krejbjerg den 5. april 2024

Kære oldebarn

Du ligger endnu trygt inde i mors mave, og der skal du blive, til du er stor og stærk og kan komme ud i verden! Men du kan godt begynde at glæde dig, for verden er et spændende sted, fyldt med oplevelser og ting, du kan undersøge: Nye lyde nu, hvor du tydeligt kan høre dem - kanter, som du kan støde i, mens alt nu er blødt - lys og farver, når du er ude af det beskyttende mørke i livmoren. Nyd bare din tid i den omsluttende tryghed, og glæd dig alligevel, så du er parat til at møde de overvældende indtryk, du modtager fra første sekund, du kommer ud i den store verden. Her er så meget godt!

Luftfoto fra 1959.

Her er jeg født og her har jeg rod

Nu må du gå på jagt i billedet, og så fortæller jeg!

Kan du se at der står et vindue åbent  i spidsen af husets gavl? Derinde bagved var det soveværelse, hvor jeg kom til verden med et skrig!

Oppe i husets tagetage boede jeg samme med mine forældre og min mellemste storebror, indtil jeg var 13-14 år. Da rejste min storebror hjemmefra, og i 1961 fik jeg hans værelse nedenunder - det var inde bag det vindue i gavlen, hvor der er hvide gardiner for nederste del.

Indtil 1961 boede min bedstefar i stueetagen, men så måtte han på plejehjem. Du kan se på billedet hvordan han sidder og nyder det gode vejr på trappestenen med sin "kæp", stokken, over knæene og sine gammeldags, spidse træsko på fødderne. Når han var inde gik han i sine sivsko. Han var gammel - oldgammel syntes jeg - og gammeldags, din tip-tip-oldefar, men han blev også født i 1871! Før han flyttede ind i huset var han gårdmand og møller i Romlund.
Min bedstemor døde i 1951, så bedstefar var enkemand. Derfor spiste han også varm mad sammen med os ovenpå hver dag - din tipoldefar, min far, stampede tre gange i gulvet, og så kom bedstefar op ad trappen for at spise med. Klik her for at se billeder om min bedstefar.

På græsplænen sidder jeg i ternet skjorte og skygger for solen for at se flyvemaskinen, der flyver lavt for at fotografere huset. Indtil flyet forstyrrede, spillede min kammerat og jeg dam på det sammenklappelige havebord, som min far havde lavet. Bordet kunne indeholde fire små sammenklappelige stole (som han også selv havde lavet). Det var vores "campingsæt", når vi skulle på en søndagstur, der som regel gik til Dollerup Bakker. På hjemvejen kørte vi over Romlund, og hver gang pegede min far på møllegården og sagde: "Der er mit fødehjem". Ofte sad der andre familier i vejkanten og nød det gode søndagsvejr over en kop kaffe. Så dyttede og vinkede vi til dem og råbte "velbekom'!"

Til venstre i billedet lige under midten ligger et lille havehus, "lysthuset", kaldte vi det. Derinde havde min far sin strikkemaskine, og der var en kakkelovn, så huset kunne blive dejligt varmt. Det var rigtig hyggeligt og beroligende at sidde og lege derinde, mens far kørte den håndtrukne strikkemaskine hen over de mange nåle "rrrrrrrrrrrrrrrrr-rrrrrrrrrrrrrrrr". Han strikkede (patentstrik) stof, som min mor syede til undertøj. Det solgte de så efter bestilling, blandt andet til fars kunder - han var ostemand og kørte rundt på egnen og solgte ost, syltetøj, spegepølse og andet "hørkram".

Lige til højre for lysthuset er køkkenhaven. Læg lige mærke til, hvor frodigt, det hele står. Jorden havde gennem mange år fået møg fra vores mødding, men nu er nok det sidste år, den får naturgødning, for vi har netop fået badeværelse lagt ind og vi havde nogle år tidligere fået træk og slip oppe på øverste etage. Kun bedstefar insisterer stadig på at "gå på lokum", hvor han som wc-papir konsekvent brugte mergelbladet, som han havde skåret op og hængt på en ståltrådskrog. Hvis du går lige fra køkkenhaven og tværs over gården, rammer du ind i "lokummet" eller "det lille hus" med det skrå bliktag. Der var indrettet en kasse med et hul i låget og en stor blikspand til møg og tis. Spanden blev tømt ud i møddingen, der ligger lige ved siden af fars værksted med den åbne dør. Møddingen var en stor støbt beholder med to store trælåg. Der tømte far så spanden ned i en gang om ugen, og en gang hvert efterår tømte han så møddingen og gravede indholdet ned i haven. Porrer og gulerødder blev store og flotte efter sådan en kur.

Omkring møddingen kan du se en masse rør og andet rod. Det er resterne efter det nye badeværelse.

For enden af fars værksted ligger mit nye drivhus, som jeg netop havde fået i 10-års fødselsdagsgave. Jeg havde længe haft min egen lille have og drømte om at blive gartner. Allerede den gang elskede jeg at eksperimentere, så foruden agurker og tomater såede jeg også fuglefrø fra mine kanariefugle på et lille areal i drivhuset. DE voksede godt og tog magten helt fra resten!! Hirsen voksede op igennem plastikken, og der kom masser af hirse i det kæmpehøje græs.

Udhuset på den anden side af værkstedet med de to døre var "tørvehuse", et var bedstefars og det andet var vores. Bedstefar fyrede meget med tørv, mens vi ovenpå fyrede med koks. Det næste store udhus, som du kan se taget af, hørte engang til vores hus, og i begge udhusene blev der støbt med cement, fx tagsten og cementrør - i vores hus havde boet en "cementstøber". Men nu hørte kun de to tørvehuse til os. I forlængelse af tørvehusene havde mor sit vaskerum med gruekedel, vridemaskine, stenrulle og forskelligt vaskegrej. En gang om måneden vaskede hun storvask, så det hele dampede. Da undlod vi at forstyrre hende - hendes storvask-humør var ikke at spøge med.

Aller øverst i venstre hjørne af billedet kan du lige skimte jernbanen. Netop i 1959 kørte det sidste persontog gennem Løgstrup, så nu kom der kun godstog. Da jeg var 5-6 år kom der persontog trukket af damplokomotiv, så når vinden var i den forkerte retning, blev der sodpletter på vasketøjet, hvis mor ikke havde taget det ned i tide.
Jernbanen delte byen i to dele, så der var stier, hvor folk omme fra vores gade ("Slambertstræde") kunne komme over skinnerne og om i byen for at handle.

Hov, lagde du mærke til min sæbekassebil henne ved møddingen? Fire gamle barnevognshjul og noget affaldstræ og en "tømme" til at styre med. Sådan lavede vi sæbekassebiler og kørte om kap ude på vejen, og hvor vi ellers fandt en god plads.

Nu kan du vist ikke klare mere i dag.

Hvis du synes, det har være sjovt at høre lidt fra min barndom, kan du bare sparke lidt som tak, så skal mor nok mærke det og sige til far: "Ej, prøv at mærk, hvor han spjætter"

Kærlig hilsen
oldefar Ivan.